Robin Hood

I et gammelt Airfix Magazine fandt jeg en fantastisk konvertering: En Goldstream Guardsman konverteret til en engelsk bueskytte fra 100 års krigen i skala 1:12.
En meget kreativ ide. Men hvis jeg skulle prøve den, skulle den udvikles, for den langbue skytte, jeg ville have i min samling, det skulle være Robin Hood.
Thi - jeg har noget med Robin Hood lige fra min barndom, hvor "The adventures of Robin Hood" serien i fine sort/hvide farver var noget af det, man kunne blive underholdt af.
Robin kom også som fast bestanddel af tegnehæfte-serien "Helte Serien" fra Interpresse i det klassiske "konstapel format" ligesom Kampflyver, Commando, Battler Britton etc. Den lille størrelse, der lige passede i en brystlomme på en arbejdsuniform.
Min favorittegner har jeg senere fundet ud af var Patrick Nicole, der (sammen med Erroll Flynn i den ultimative Robin Hood film fra 1938) har præget min opfattelse af, hvordan Robin Hood så ud.
Så langt, at jeg endda fik min mor til at sy en Robin Hood kostyme til mig til Fastelavn (for det var dengang, man måtte lave det selv).
Ved opstillingen af min model har jeg vist også skævet noget til Illustrerede Klassikere nr. 41 Fascinationen af Robin Hood holder den dag i dag, hvor jeg har en del Robin Hood film, tegneserier og bøger på mine hylder.
Selv til "Flirtekursus" i SingleRock kom modellen med. Vi skulle medbringe noget, der beskrev os som mennesker, og her er min model af Robin Hood et ultimative symbol.
Det er min glæde ved fantasi-fortællinger med helte og sværdkampe. Modelbygning og et kreative aspekt ved at kunne konvertere sæt til noget helt andet, end det var meningen. (og måske også en snert af, at det er OK at gå op imod autoriteterne en gang imellem).
Under alle omstændigheder: Robin Hood, det er bare mig. Og han er med indenfor alle grene af mine interesser.